Kratluskeren

For pokker, det var ikke en gevinst. Hun har ringet til sin mor, storgrædende. Med en depression. Det er bare ikke godt. Ungerne er i den grad ikke tjent med at have en mor der er syg. Hun har haft en depression før og hvor var hun dog forfærdeligt syg og hvor tog det lang tid. Det her trumfer alt, alt raseri, alt bitterhed, alle svigt. Hun skal hjælpes det hun kan, nu. Ikke så meget fordi jeg har ondt af hende (det har jeg), men fordi mine børn har brug for en sund og rask mor.

Jeg ved ikke mere end at hun har depressionen. Nu taler hun så først med sin mor som jeg har givet besked om at ungerne kan blive her så længe det skal være og hun kan komme og være sammen med dem i huset når hun kan overkomme det og så tager jeg afsted. Overnatninger skal vi passe på med, for det stopper separationsprocessen, men hun kan være her nogle timer. Vi skal selvfølgelig have snakket snarest muligt og finde ud af hvad vi så gør.

Nogle gange vinder man i lotteriet uden man overhovedet ved man har spillet. Naturligvis ønsker jeg ikke nogen syg, men nu ER hun syg, ungernes mor, så jeg får pigerne allerede i dag og er bare så glad. For dælen, hvor det bliver lækkert at få dem hjem. Der er lidt ting jeg skal nå så jeg kan først hente dem i eftermiddag, men de er glade for vuggestuen så det gør ikke noget. Om få timer bliver jeg modtaget af jublende lykkelige, glædesskrigende små tøser der vil op til far NU og det er jo lige til at blive fjollet glad over.

Havde ellers bestilt bord på en rigtig lækker restaurant, men den kan vente og aftalen blev flyttet med stor forståelse. Det er altså dejligt nemt at omgåes mennesker der selv har børn, for de kender udmærket prioriteringen.

Det var ikke hvad jeg havde ventet. Hun ringede. Lidt sent, for den store ville ikke sove. Hun ville gerne have vi undgik at hade hinanden. Det ville jeg også. Og spurgte om hun havde nogen forslag…jeg mente ikke rigtig jeg kunne handle anderledes. Hun havde ingen forslag, men spurgte mig hvad der skulle til. Der skal det til som der hele tiden har skullet; hun skal holde sine aftaler. Vise respekt. Ikke lyve.

Der er mange ting der har forbavset mig i hele det her forløb, men få så meget som den her. Hun sagde, at hun havde tænkt over det, og hun vil ikke røre firmaet. Det sagde hun. Og hun sagde hun ville stå ved det og det lød som om hun mente det. Det føltes forkert i maven, sagde hun. Så måske kender jeg hende alligevel lidt. Den kvinde jeg kendte ville ALDRIG have opført sig sådan. Måske er hun alligevel derinde.

Vi fik talt meget. Også om hvordan jeg følte jeg havde være en rekvisit. At vores ægteskab havde været en løgn, jeg var bare ham der skulle levere trygheden og sikkerheden og da hun var færdig med den, så kunne jeg levere penge. Hun sagde det ikke passede, men når ens ord og ens handlinger peger i vidt forskellige retninger, så tror jeg på handlingerne.

Men hun siger hun ikke vil røre firmaet. Det ændrer hele min fremtid. Mine muligheder for at leve mit liv som jeg drømmer om står vidt åbent nu. Selv helt uden indkomst kan jeg klare mig rigtig mange år for min opsparing, jeg har fede investeringsmuligheder, jeg kan tilbyde mine unger en fremragende opvækst, fordi jeg ikke behøver stresse over pengene. Det er fantastisk, det her. Hvis det passer. Jeg tror ikke på det før jeg har set underskriften på papiret, ikke rigtigt.

Vi talte også om børnene, naturligvis. Om hvordan den store konsekvent mener det er mor der har taget tingene når de er væk. Om det er maden i køleskabet, manglende bleer eller fiskene i åen, det er altid mor der har taget dem. Og hver gang hun har lagt en bæ, har hun lavet den til mor. Det er bare pudsigt; tror ikke det ondt ment overhovedet og troede det bundede i at der måske var et ritual når hun blev skiftet med “har du lavet den til mor”, men det var det ikke.

Vi fik talt om fælles venner og om hendes mor, som jeg igen opfordrede hende til at ringe til. Fordi familien ikke skal gå i stykker og fordi man pludselig mister sin mor og fordi noget af det sidste jeg fik talt med min mor om, var bebrejdelser og jeg ville ønske det ikke var sådan og nu kan jeg ikke lave det om. Der blev talt om ungernes tøj, om alt muligt. Jeg skældte ud, er stadig bitter, men det tynger ikke så meget mere. Det gjorde ikke ondt at tale med hende, selv om det er underligt at det, der har været så stor en del af mit liv og som jeg troede så meget på, bare er væk.

Men hvor er det bare positivt og godt. Især hvis hun holder ord…kald mig bare en naiv gammel tosse med alt for høje tindinger, jeg tror faktisk på hende. For hun er derinde et sted…hende jeg kendte engang. Hun må da være der et sted.

Fik sørme en sms i går hvor hun spurgte om jeg kunne snakke, fordi vi skulle finde på noget så tingene gik mindst muligt ud over børnene. Det er jeg selvfølgelig enig i og jeg vil da altid gerne snakke, men jeg gør mig ikke nogen forhåbninger. Sidste gang hun fremsatte et forslag gik det ud på at jeg skulle give afkald på børnene og lade dem bo hos hende, mod at hun til gengæld ikke ville lænse mig for helt så mange af de penge hun har lovet aldrig at røre.

Men selvfølgelig vil jeg da gerne snakke - i går havde jeg ikke muligheden, men i dag har jeg, så vi taler sammen i aften. Og selvfølgelig vil jeg ikke lave nogen aftale med hende pr telefon, for hun springer fra mundtlige aftaler på et splitsekund hvis de viser sig ikke at passe i hendes kram, men jeg vil gerne snakke med hende og høre hvad hun foreslår. Jeg gætter på at det går ud på at hun skal have ungerne, huset, pengene og alt jeg tjener i fremtiden, men så må jeg til gengæld sende et postkort til børnene både til jul og til deres fødselsdage.

Det har været en ualmindeligt fremragende uge med de der unger. Som nogen af jer muligvis har bemærket, er jeg ganske godt tilfreds med mit afkom og det kan live mig så meget op at se de to rødder stortrives og være glade. Endnu engang har den store helt uopfordret sagt “elsker dig” flere gange. Efterhånden siger hun det rent. Hun har også sagt “elsker lillesøster” (selv om hun nu brugte lillesøsters navn, selvfølgelig).

Efter succesen med at bade stumpen i går, fik hun et bad igen i dag. Den store skulle også og dælme om ikke den lille insisterede på at komme med, selv om det foregik i badeværelset, hvor hun jo ellers kategorisk har nægtet. Det er da bare fremragende. Hun har haft fuld skrue på charmen denne uge; den rolling ville kunne charmere gibraltarklippen blød som lun smør.

Vi har haft nogle herlige dage med besøg og gåture og film og græskarhovede og en tur til åen, hvor der blev smidt sten i vandet og vi mødte en kat. Desværre ikke vores egen, som er blevet væk. Han er en vildkat som godt kan finde på at blive væk gennem længere tid, men nu taler vi altså over en uge og jeg er alvorligt bange for jeg ikke ser ham igen. Det er meget, meget trist, for han er sådan en dejligt underlig kat, præcis som de skal være.

Det her er anden uge i streg tøsernes mor ikke har ringet for at tale med dem. Der kan være mange gode grunde til det, men jeg kan ikke forstå at hun kan holde det ud. Selv om den store kategorisk nægter, så prøver jeg mindst at få dem i tale to gange om ugen.

Alt i alt en dejlig uge, der skæmmes lidt af at jeg er lidt nervøs for at jeg er ved at miste noget jeg er blevet rigtig glad for. Håber det ikke og har i lignende situationer oftere taget fejl end haft ret, men fornemmelsen er der nu alligevel.

Den mindste har længe ikke villet i bad herhjemme. Hun er skvattet i badet et par gange og har fået hovedet under og har været rædselsslagen og skreget dybt ulykkeligt når jeg har prøvet at bade hende, men hendes mor har fundet en metode som har virket og som hun har fortalt mig om. Nu har jeg mere eller mindre duplikeret den og hun har fået et rigtig hyggeligt og godt bad. Det er så dejligt - mere skal der ikke til for at jeg har en god dag. Og den slags samarbejde fungerer altså rimelig fornuftigt. Så mangler vi bare alt det der omkring bodelingen, men sandsynligheden for at det bliver ligeså gnidningsfrit er nok større end sandsynligheden for at jeg vinder præcis 8 i ottende kroner i lotto. Jeg spiller for resten aldrig lotto.

Har haft deres mormor på besøg et par dage og de har elsket det. Både ungerne og mormor. De kan så godt lide at have gæster og min søde veninde fra legepladsen og har også været forbi og det har været sjovt for os alle. I dag var det min plan at gå formiddagstur, men de hygger sig så godt herinde så det bliver ikke til noget.

Hvad skilsmisse angår er der ikke rigtig nogen fremskridt. Jeg har indsendt nye separationspapirer, for det skal åbenbart til efter sagen om underholdsbidrag er opgivet, så forbåbentlig er vi ret snart separeret. Og der er kommet et lidt ligegyldigt brev fra hendes advokat om en påstået fælleskonto, som ikke findes…jeg gætter på det et forsøg på at imødegå skævdelingssagen, som jeg regner med at skulle køre.

Åbenbart går alt i stå når sådan en gang underholdsbidrag ryger i retten, så vi har skullet lave en ny separationsbegæring. Det har min advokat gjort og hun har sendt den til mig så jeg har skrevet den under og sendt den til hende og hun sender den videre til min ex’ advokat som så sender den til min ex som så nok sender den til statsforvaltningen. Det kunne jo ikke være meget nemmere. Hvis alle sætter turbo på, så er vi vel formelt separeret i næste uge eller ugen efter. Kuverten røg i postkassen uden det mindste stik i hjertet. Det kunne lige så godt have været en måleraflæsning jeg sendte til Seas.

Vi har skrevet lidt frem og tilbage om det der med flasken til den lille og hun kan åbenbart slet ikke se det er noget problem, for hun synes jo ikke stumpen skulle vænnes fra. Det er slet ikke det jeg er utilfreds med, men hun VIL ikke erkende når hun gør noget forkert. Til gengæld skælder hun nu igen ud over at jeg har “sat mig” på huset. Jeg bor der, for hulen! Hvad skal jeg ellers gøre? Slå et telt op og bo der så hun kan flytte ind i huset med sin nye kæreste? De ting hun gør må bare ikke have konsekvenser for hende…i hvert fald ikke ubehagelige konsekvenser. De skal gå ud over mig alle sammen.

Lidt træls morgen - den store var bare vrøvlet og ville intet. Ikke have sko på, ikke have jakke på, ikke have tøj på, ikke have ren ble på, ikke i vuggestue…sur og sur og sur. Men hun var ok da jeg afleverede.

Nu venter et par dage med svigermor og noget med at lave et græskarhovede. Det har de aldrig prøvet før men de var vældigt fascinerede af det vi så hos naboen, så vi skal da også have et selv.

Altså, det bliver lidt meget børn, det her, men bær over med mig. Ungerne er begejstrede for at se Shrek for tiden, så den sætter jeg gerne på mens jeg laver aftensmaden klar, så de ikke hænger i gardinerne. Og efter maden, mens jeg rydder op. Som regel sætter jeg mig hen til dem når jeg er færdig og så sidder de lidt på skødet. I dag sad jeg med den lille i sofaen og den store sad i lænestolen og på et tidspunkt klappede hun på pladsen ved siden af sig og sagde “du sidde her, far” og det gjorde jeg selvfølgelig, satte mig ved min datter og så film.

Hun har gjort det før, men det virker HVER gang…vi sad stille og varmt og så Shrek og så sagde hun “elker odde dig, far”…2 gange. Det virker hver gang…uden undtagelse trækker det tårer. For hulen altså, min lille skat. Fars store, lille pige, der næsten taler rent nu.

Den lilles charme er enorm, hendes øjne tindrer og hun siger en masse, men hun er kun ved at få de første greb om sproget. Hun sætter ord sammen og har lært den stores “jeg kommer lige om lidt” når hun har fundet noget spændende. Godt nok i en lidt modificeret form; hun magter kun “lige lidt…lige lidt” men meningen er tydelig nok. Og ganske imponerende at hun sætter ord sammen, så lille som hun er. At være forældre er at have konstant dårlig samvittighed og jeg skriver mere om den store end den lille, men det er ikke fordi jeg ikke elsker den lille lige så meget. De ting hun gør er lige så rørende, lige så lækre og hun er så fantastisk charmerende og så kærlig og gavmild med kram, men det er ikke nær så nemt at skrive om

Ungerne hjemme igen og det er selvfølgelig dejligt. Efterhånden er det jo næsten en tradition at den mest bemærkelsesværdige snak kommer på her, så fra morgenens vej ud af huset:

Barnet: Det helt mørkt.

Mig: Ja, skat, det er mørkt.

Barnet: Dem slukket lyset

Mig: Det er rigtigt, der er nogen der har slukket lyset.

Barnet: Det må dem ik!

Mig: Men de har gjort det alligevel, skat.

Barnet (meget fortørnet): Det nogen banditter.

Hentede dem i går i vuggestuen og de var i skønt humør og vi gik turen hjem og som altid tog det 4-5 gange længere tid end blot at gå den. Der var bænke, som vi skulle sidde på alle sammen, en lift der skulle undersøges nøje, cykler som skulle kigges i sømmene, blade og sten der skulle samles op og som nu ligger og venter i bryggerset og en græskarmand hos en af naboerne som ledte til en længere snak med konen i huset, der tilbød sig som barnepige hvis jeg skulle få brug for det.

Endnu engang slog det mig hvor flinke mennesker sådan i al almindelighed er. Jeg fortalte hende at hvis hun tilbyder hjælp, så tager jeg den, for jeg tager AL den hjælp jeg kan få og hun mente det altså. Det er da sødt…de kender knapt mine børn og heller ikke mig og alligevel tilbyder hun hjælp som det mest naturlige i verden. Det passer simpelt hen ikke når man hele tiden hører at vi er mere og mere fortravlede og har mindre og mindre tid til hinanden og bliver mere og mere egoistiske. Der er så mange søde og rare mennesker…bare prøv en møghund af en krise og så viser de sig i hobevis.

Hvordan jeg kommer ind på den slags ting ved jeg ikke, men en overvejelse man måske nok naturligt gør sig når man er involveret med et menneske af den kvindelige overbevisning er, hvornår man egentlig finder hende mest tiltrækkende. Hvornår, for at sætte det lidt på spidsen, elsker man hende mest. Hvornår er hun lækrest.

For mig har det aldrig været når hun er stadset op og står i fuldt flor, efter at have malet og tegnet og sprayet og redt og puslet. Selv om jeg finder det rørende at en kvinde vil gøre så meget ud af sig selv, dels for at glæde mig, så er det jo ikke rigtigt hende. Det er det billede af hende som hun ønsker at vise frem. Et glansbillede. Et smukt et, måske, men ikke rigtigt hende.

For mig er en kvinde aldrig smukkere, aldrig mere indtagende, end om morgenen. Med uglet hår og ingen make-up, kun sig selv, uden nogen filtre eller indpakning, kun i nattøj og måske endda (fordi jeg altså altid er en gris) nøgen inde unde natskjorten. Med lidt held har vi endda været helt tæt dagen før eller i løbet af natten og duften fra hendes hud, køn og hår sidder i min hud og mine skægstubbe og ind i mellem vil jeg kunne mærke det ekstra kraftigt når et pust et sted fra blæser mod min næse.

Endnu har ingen varm drik løsnet op for stemmebåndene, søvnen er ikke gnedet ud af øjnene, sæbe og vand og parfume har ikke kvalt og fjernet duften af lige netop hende, hendes særkender er mest tydelige, hendes personlighed ikke demonstrativt udstillet men bare så kraftigt til stede, fuldstændig uanstrengt, fordi hun ikke forsøger at gemme dem. Fordi hun har tillid nok til at lade mig se hende der, hvor hun ikke gemmer sig bag noget som helst.

Måske er der tidspunkter hvor hun er smukkere men aldrig er hun mere dejlig end lige netop der, hvor hun kun er sig selv. Det er om morgenen hun er den jeg vil have.